Vestre Landsret

P+P arkitekter er rådgiver på istandsættelsen af Gabels Torv 5 i Aalborg, der huser Vestre Landsret og Advokatfirmaet Eurojuris.

Bygningen er tegnet af arkitekt Einar Packness (1879- 1952), som var kongelig bygningsinspektør fra 1931-1952. Retsbygningen på Gabels Torv er vurderet til en arkitektonisk værdi på 3 iht. kommunens SAVE-registrering. Dette svarer til en ”høj bevaringsvurdering”, som bygningen på alle måder lever op til. Den historicistiske bygning, der er opført i år 1920, står som en smuk, urokkelig ”tidslomme” midt i den ellers meget ombyggede gamle bykerne i Aalborg. Ornamentering markerer bygningens gavlkamme og omkranser ligeledes et vinduesparti i forbindelse med retssalen. Den fremstår med sin faste vinduestakt og facadebånd, velproportioneret og enkelt med et let aflæseligt hierarki.

Istandsættelsen indebærer en gennemgående restaurering af vinduer, døre og støbejernsdetaljer og mindre udbedringer af pudsskader og fuger. Vinduerne består generelt af oprindelige trævinduer med kittede enkeltlagsglas med forsatsvinduer. Vinduer og døre trænger generelt til vedligehold og fremstår med slidte overflader og afskal af maling. Jerngitre, trappeværn og murankre istandsættes ligeledes.

Vi er rådgiver for bygherre, Bygningsstyrelsen. Vi løser opgaven i samarbejde med hovedentreprenør Erik Linneberg A/S med Skaarup Malerfirma A/S som underentreprenør.

 

Periode:
2024

Bygherre: 
Bygningsstyrelsen

Projekt:
Udvendig istandsættelse

Links:
Gå på opdagelse i flere af vores projekter